Konservativ folketingskandidat kritiserer Løkkes og Dragsteds forslag om boligskatter: »Ikke retfærdigt for boligejerne«

Carina Høedt - Plakatbillede

Boligen er ikke bare en investering. Den er rammen om familieliv, hverdagsøkonomi og stabilitet. Derfor bør boligskatterne holdes i ro og kun omlægges, hvis de løbende skatter lettes først. 

Lars Løkke Rasmussen og Pelle Dragsted foreslår – fra hver deres politiske udgangspunkt – i realiteten det samme: beskatning af boliggevinster ved salg.
Det sker med henvisning til henholdsvis »retfærdighed« og ønsket om at skabe »ro om boligejerne«.

Men netop her halter argumentationen.

Det er hverken retfærdigt eller beroligende for boligejerne at åbne for en ny skat, hvis den ikke samtidig erstatter de eksisterende boligskatter.
Retfærdighed forudsætter, at man ikke beskatter den samme værdi flere gange. Og ro skabes ikke ved at lægge nye usikkerheder oven på et i forvejen komplekst og uforudsigeligt boligskattesystem.
Jeg er selv boligejer. Og ja, jeg er privilegeret. Jeg ejer en bolig, har investeret i en bolig, den er steget i værdi, og jeg har haft mulighed for at opbygge tryghed i mursten.
Netop derfor mener jeg, at vi som politikere skal være ekstremt varsomme med at ændre på boligskatterne og med at slynge om os med nye »gode« ideer i en valgkamp.

Velkendte konsekvenser

Boligskatter rammer ikke »de rige« i teorien. De rammer almindelige mennesker i praksis. Boligskatter er ikke en skat på luksus. De er en løbende skat på at blive boende.
Når ejendomsværdiskatten eller grundskylden stiger, følger regningen ikke indkomsten, men boligens vurdering (og ejendomsvurderingerne er et helt kapitel for sig selv).
Boligejere kan dermed blive beskattet hårdere, uden at deres økonomi reelt er blevet bedre. For mange handler det om at kunne blive i deres hjem.

Konsekvenserne er velkendte:

  • Privatøkonomien presses hos pensionister, børnefamilier og enlige.

  • Mobiliteten falder, fordi det bliver dyrere at flytte.

  • Boligejere kan tvinges til at realisere værdier for at betale skat.

  • Stigende grundskyld kan ende hos lejerne.

Derfor bør udgangspunktet være klart:
Boligskatterne skal som minimum holdes i ro.

Hvis man ønsker større retfærdighed i skattesystemet, kan beskatning af boliggevinster i princippet give mening. Men kun hvis den erstatter de løbende boligskatter. 
Indføres en boliggevinstskat oven på grundskyld og ejendomsværdiskat, er der tale om dobbeltbeskatning: først af urealiserede værdier og siden af den samme gevinst, når boligen sælges.

Det er præcis her, både Løkkes og Dragsteds forslag bliver problematiske.

For der er intet flertal for at fjerne eller sænke de løbende boligskatter. Og uden den forudsætning er det uansvarligt at åbne døren for avancebeskatning.

Rækkefølgen er helt og aldeles afgørende

At skabe ro om boligejerne handler ikke om at introducere nye skatter. Det handler om forudsigelighed: at man kan blive boende uden frygt for nye, løbende regninger fra det offentlige. 
En boliggevinstskat er kun fair, hvis den erstatter de løbende skatter. Den betales, når man alligevel sælger og typisk skal videre i en anden ejerbolig. Det ville være langt mere rimeligt end løbende beskatning af værdier, man ikke har realiseret.

Ikke fordi boligejere ikke skal bidrage som Dragsted indikerer at de ikke gør (og det gør boligejerne skam netop også, som det er nu), men fordi beskatning skal være rimelig, forudsigelig og knyttet til faktiske gevinster – og ikke til fugle på taget.

Her kan vi med fordel se mod Sverige, som også Dragsted nævner det, hvor lavere løbende boligbeskatning kombineres med beskatning ved salg. Princippet er mere gennemsigtigt og mere fair end løbende skat på tryghed.

Boligen er ikke bare en investering. Den er rammen om familieliv, hverdagsøkonomi og stabilitet.
Derfor bør boligskatterne holdes i ro og kun omlægges, hvis de løbende skatter lettes først.

Til debatindlægget i Berlingske