Enhedslisten har glemt virkeligheden

Enhedslisten foreslår at nedlægge 1.000 parkeringspladser for at skabe plads til flere træer og udeserveringer.

Det lyder måske grønt og hyggeligt, men i praksis hænger det hverken sammen for beboere eller erhvervsliv.

For det første vil mange af de nye udeserveringer komme til at ligge på den anden side af cykelstien, ud mod en befærdet vej. Det bliver næppe særligt hyggeligt at nyde sin aftensmad mellem forbikørende biler og cykler.

For det andet har ingen af de omkring 100 berørte beværtninger fået mulighed for at blive hørt. Og ironisk nok ligger nogle af de spisesteder, Enhedslisten mener at “hjælpe” på Vesterbro. Det er jo fint, at Vesterbro-restauranter trives, men hvorfor skal Frederiksbergs erhvervsliv og beboere betale prisen?
Det er heldigt at TV 2 Kosmopol har fundet en beværtning på Værnedamsvej, der klapper i hænderne, for det er også præcis den vej noget dialog om forholdende ville være på sin plads.

For det tredje rammer forslaget også helt almindelige butikker: renserier, hvidevareforretninger og andre, der er afhængige af kunder, som kan parkere i nærheden. Det er netop her, man ser forskellen på erhvervsvenlig og erhvervsfjendtlig politik.

Og sidst men bestemt ikke mindst, så er der beboerne. I flere af de områder, hvor pladserne foreslås fjernet, er parkeringsbelægningen allerede over 100 procent om aftenen og natten. Mange kører i ring for at finde en plads – og nogle ender med at holde ulovligt, fordi der simpelthen ikke er alternativer.

Forslaget er pakket ind i træer og udeservering, men i virkeligheden vil en indførelse gøre hverdagen vanskeligere for både borgere og lokale erhvervsdrivende.

Du kan finde artiklen i FrederiksbergLiv her

Det var ikke en aprilsnar.
Men pr 1. april er der indført betalingsparkering i København
Resultat:
Hvis man skal til hovedstaden, vil man da i hvert fald hellere holde på Frederiksberg end i KBH.
Kommunerne konkurrerer allerede i dag over priserne og skubber parkeringen frem og tilbage over kommunegrænsen.
Især borgere på grænsen til KBH vil blive ramt af det her.
Samarbejde?
Stod det til mig samarbejdede kommunerne langt mere om parkeringsspørgsmålet – jeg forstår godt at der skal to til tango – men vi har åbenbart ikke en eneste fordel ved at have to socialdemokratiske borgmestre siddende ved siden af hinanden. De taler åbenbart ikke en gang sammen. Frederiksbergs borgmester har måtte læse det ‘i pressen/på SoMe’…
Løsning?
I stedet for at konkurrere på høje parkeringspriser (som kun gør det dyrere for borgerne og som er penge der ikke engang bliver i kommunen og går til velfærd), så kunne man jo lave p-zoner her på Frederiksberg, som sikrer at egne borgere (især i randzonerne) kan finde en parkeringsplads.
Det ville selvfølgelig være fedest, hvis der ikke var en priskrig, for vi har altså også lokale erhvervsdrivende, der lider. Selvom mange tager cykel eller går, så er det nuværende ‘markedet’ for små butikker ikke til at miste 20% af omsætningen, fordi man har set sig sur på biler.
(Og hvis man har set sig sur på biler, så bør man hellere sætte prisen på offentlig transport ned – men for Socialdemokratiet i KBH giver det åbenbart mere mening også at sætte prisen op der – det skal man vist være socialdemokrat for at se logikken i)