Frederiksbergbusserne er snart gratis - men desværre ikke bedre

Frederiksbergbusserne er et vigtigt tilbud – særligt for vores ældre borgere. Og så er det de eneste busser, Frederiksberg Kommune selv har fuld indflydelse på.

Derfor burde de også fungere bedst af alle busser og være tilpasset dem, der rent faktisk bruger dem i hverdagen.

De nye busser, der blev sat i drift tidligere på året, er et grønnere valg – og det er positivt.

Men de er desværre blevet mindre ældrevenlige. Der er ikke plads til nok rollatorer, og det er blevet vanskeligere at komme ind og ud.

Det rammer netop den gruppe, som busserne er sat i verden for at hjælpe.

Fra næste år bruger vi to millioner kroner ekstra på at gøre Frederiksbergbusserne gratis. Meget sympatisk – men det løser slet ikke de reelle problemer.

For det nytter ikke, at busserne er gratis, hvis man ikke kan stige ind i dem.

Målgruppen efterspørger heller ikke gratis busser. Mange ældre har allerede pensionistkort og betaler i forvejen for både bus og metro gennem det.

De to millioner kroner kunne vi i stedet bruge på at lytte til brugerne og tilpasse busserne efter deres behov – med bedre adgang, mere plads til rollatorer og ruter, der dækker hele kommunen. Det er en forhandling med Movia værd.

Ruterne bør vi dog også tale om: Buslinje 37 er blevet nedlagt – på trods af stor modstand – og Frederiksbergbussernes ruter lavet om flere gange, så de kan nå deres rute på en halv time. For mange ældre (og os andre) betyder det desværre længere afstand til offentlig transport og færre muligheder for at komme rundt i egen by.

Et konkret forslag der ikke ville koste flere penge kunne være at lade busserne køre hver 45. minut i stedet for hvert 30. minut, så ruterne kan udvides til at dække hele kommunen.

Det ville give flere adgang til busserne, selvom turen tager lidt længere tid.

For det vigtigste er ikke, at turen er gratis – men at man overhovedet kan komme med.

Frederiksbergbusserne bør være grønne, tilgængelige og tilpasset de borgere, der faktisk bruger dem i hverdagen.

Se indlægget i Frederiksberg Liv