Mere Metro = mere hovedstad

København og hele hovedstadsområdet vokser. Det skal infrastrukturen følge med til.
Fra Amager til Bispebjerg, fra Valby og Nordvest til Østerbro – og videre ud i omegnskommunerne – er mobilitet afgørende for, at hverdagen hænger sammen. God kollektiv transport handler selvfølgelig om fremkommelighed og klima.
Men det handler også om noget mere grundlæggende: adgang.
Adgang til arbejdspladser, uddannelse og sundhed.
Når der er stabile og effektive forbindelser til fx Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital, er man ikke afhængig af at have bil for at kunne komme til behandling eller kontrol. Det er afgørende for ældre, studerende, børnefamilier – og for alle dem, der hver dag får hverdagen til at fungere uden egen bil.
Jo bedre den kollektive transport binder hovedstaden og omegn sammen, jo mere opleves området også som ét samlet arbejds- og hverdagsfællesskab. Ikke fordi forskelle forsvinder, men fordi afstande betyder mindre, når forbindelserne er stærke.
Metroen er et godt eksempel. Med modellen bag Metroselskabet finansieres udbygningen gennem byudvikling, passagerindtægter og lån – i tæt samspil med staten. Det er en ansvarlig og langsigtet model, som har vist, at investeringer i infrastruktur kan gennemføres med økonomisk omtanke.
Men nye etaper og bedre sammenhæng kræver beslutninger i Folketinget. Det er dér, rammerne for statslig medfinansiering og de langsigtede infrastrukturaftaler fastlægges. Og det er dér, vi skal sikre, at hovedstaden får de investeringer, som væksten og befolkningsudviklingen kalder på.
Som folketingskandidat for København Konservative vil Carina Høedt arbejde for:
• Flere og bedre metroforbindelser
• Styrket kollektiv transport i hele hovedstadsområdet – hvor priserne ikke stiger.
• God adgang med offentlig transport til hospitaler og centrale samfundsfunktioner
• Ansvarlig finansiering og fair statslig medfinansiering
Mere metro er ikke et prestigeprojekt. Det er en investering i sammenhæng, mobilitet og tryghed.
Mere metro = mere hovedstad.