Lad os få en klogere folkeskole

Når inklusion ikke virker, skal vi turde rette op!

Alt for mange børn mistrives. For mange lærere står alene. Og for mange forældre sender deres børn i skole med en bekymring, de ikke burde have.

Inklusionen har i praksis ikke fungeret godt nok. Nogle børn er blevet tabt. Andre har fået en hverdag med for meget uro og for lidt ro til at lære. Det skylder vi både børnene og lærerne at tage alvorligt.

Derfor foreslår vi Konservative en markant styrkelse af folkeskolen:
👫🏻 Flere voksne i klasserne: 2,1 mia. kr. årligt varigt til udbredelse af to-voksen/lærer-ordninger.
🌱 Et opgør med den fejlslagne inklusion: 1,6 mia. kr. til tidlige og forebyggende indsatser.
📚 Mere ro i klassen og bedre hjælp ved ufrivilligt skolefravær.
– På Frederiksberg har 9,90% af eleverne mere end 10% fravær. I KBH er tallet 13,2%, i Dragør 13,9% 😦 og i Tårnby 19,3% 😨
🎓 Opkvalificering af lærere og styrket lokal ledelse.

Samlet vil vi investere 2,6 mia. kr. frem mod 2030 og 2,1 mia. kr. varigt fra 2027.

To-lærer-ordning er i den grad noget, vi har gode erfaringer med på Frederiksberg, og også lokalt er vi i gang med en større plan for hvordan vi får mindre skærm og mere faglighed i folkeskolen.
Skærme har en formål, men de skal ikke være tændt hele tiden. Nærvær og andre midler har i den grad også et formål.

Folkeskolen har brug for ro og flere voksne💪

Konservativ folketingskandidat kritiserer Løkkes og Dragsteds forslag om boligskatter: »Ikke retfærdigt for boligejerne«

Boligen er ikke bare en investering. Den er rammen om familieliv, hverdagsøkonomi og stabilitet. Derfor bør boligskatterne holdes i ro og kun omlægges, hvis de løbende skatter lettes først.

Lars Løkke Rasmussen og Pelle Dragsted foreslår – fra hver deres politiske udgangspunkt – i realiteten det samme: beskatning af boliggevinster ved salg.
Det sker med henvisning til henholdsvis »retfærdighed« og ønsket om at skabe »ro om boligejerne«.

Men netop her halter argumentationen.

Det er hverken retfærdigt eller beroligende for boligejerne at åbne for en ny skat, hvis den ikke samtidig erstatter de eksisterende boligskatter.
Retfærdighed forudsætter, at man ikke beskatter den samme værdi flere gange. Og ro skabes ikke ved at lægge nye usikkerheder oven på et i forvejen komplekst og uforudsigeligt boligskattesystem.
Jeg er selv boligejer. Og ja, jeg er privilegeret. Jeg ejer en bolig, har investeret i en bolig, den er steget i værdi, og jeg har haft mulighed for at opbygge tryghed i mursten.
Netop derfor mener jeg, at vi som politikere skal være ekstremt varsomme med at ændre på boligskatterne og med at slynge om os med nye »gode« ideer i en valgkamp.

Velkendte konsekvenser

Boligskatter rammer ikke »de rige« i teorien. De rammer almindelige mennesker i praksis. Boligskatter er ikke en skat på luksus. De er en løbende skat på at blive boende.
Når ejendomsværdiskatten eller grundskylden stiger, følger regningen ikke indkomsten, men boligens vurdering (og ejendomsvurderingerne er et helt kapitel for sig selv).
Boligejere kan dermed blive beskattet hårdere, uden at deres økonomi reelt er blevet bedre. For mange handler det om at kunne blive i deres hjem.

Konsekvenserne er velkendte:

Privatøkonomien presses hos pensionister, børnefamilier og enlige.
Mobiliteten falder, fordi det bliver dyrere at flytte.
Boligejere kan tvinges til at realisere værdier for at betale skat.
Stigende grundskyld kan ende hos lejerne.

Derfor bør udgangspunktet være klart:
Boligskatterne skal som minimum holdes i ro.

Hvis man ønsker større retfærdighed i skattesystemet, kan beskatning af boliggevinster i princippet give mening. Men kun hvis den erstatter de løbende boligskatter.
Indføres en boliggevinstskat oven på grundskyld og ejendomsværdiskat, er der tale om dobbeltbeskatning: først af urealiserede værdier og siden af den samme gevinst, når boligen sælges.

Det er præcis her, både Løkkes og Dragsteds forslag bliver problematiske.

For der er intet flertal for at fjerne eller sænke de løbende boligskatter. Og uden den forudsætning er det uansvarligt at åbne døren for avancebeskatning.

Rækkefølgen er helt og aldeles afgørende

At skabe ro om boligejerne handler ikke om at introducere nye skatter. Det handler om forudsigelighed: at man kan blive boende uden frygt for nye, løbende regninger fra det offentlige.
En boliggevinstskat er kun fair, hvis den erstatter de løbende skatter. Den betales, når man alligevel sælger og typisk skal videre i en anden ejerbolig. Det ville være langt mere rimeligt end løbende beskatning af værdier, man ikke har realiseret.

Ikke fordi boligejere ikke skal bidrage som Dragsted indikerer at de ikke gør (og det gør boligejerne skam netop også, som det er nu), men fordi beskatning skal være rimelig, forudsigelig og knyttet til faktiske gevinster – og ikke til fugle på taget.

Her kan vi med fordel se mod Sverige, som også Dragsted nævner det, hvor lavere løbende boligbeskatning kombineres med beskatning ved salg. Princippet er mere gennemsigtigt og mere fair end løbende skat på tryghed.

Boligen er ikke bare en investering. Den er rammen om familieliv, hverdagsøkonomi og stabilitet.
Derfor bør boligskatterne holdes i ro og kun omlægges, hvis de løbende skatter lettes først.

Til debatindlægget i Berlingske

Elevloft i 0. til 3. klasse

Det er valgår, og Socialdemokratiet har spillet deres først serv med et semi-markant udspil: elevloft på 14 elever i 0.–3. klasse.

Det lyder umiddelbart tillokkende. Men når man skifter Christiansborg ud med kommunal virkelighed, begynder spørgsmålene hurtigt at melde sig.

På Frederiksberg er vi allerede presset på plads. Skolerne er fyldte, bygningerne slidte, og faglokalerne mangler investeringer. Hvis klasserne skal gøres endnu mindre, betyder det helt konkret flere klasser.

Og så melder det meget jordnære spørgsmål sig:

Hvor i alverden skal de klasser være henne? Sådan rent fysisk?

Og så er der lærerne. Hvor skal de komme fra? Vi mangler allerede lærere i dag.

Et elevloft løser ikke rekrutteringsudfordringen – det forstærker den.

I kommunerne arbejder vi hvert år med, hvordan vi bruger pengene klogest. Her har to-lærer-ordninger ofte vist sig som en mere fleksibel og målrettet løsning og en løsning jeg er stor fan af. Den kan sættes ind dér, hvor behovet er størst.

Et generelt elevloft risikerer i praksis at ske på bekostning af netop de ordninger

Derfor er det værd at spørge:

Skal nationale symboler styre lokale prioriteringer?

Er det klogt at indføre faste loft frem for at styrke undervisningen dér, hvor behovet er?

Og hvorfor ikke give kommuner og skoler mulighed for selv at investere midlerne, hvor de gør størst gavn?

Jeg siger ja til investeringer i folkeskolen.

Men løsningerne skal kunne fungere – også på Frederiksberg.

For ellers ender vi med pæne overskrifter og meget lidt bedre skolehverdag.

Lad os få et forbedret barselssystem

Klokken har slået 2026 og det er i den grad tid til at tale og kæmpe for et barselssystem, der følger med virkeligheden

Danmark har i dag et barselssystem, der simpelthen ikke matcher det moderne arbejdsmarked:

Vi står med færre nye virksomheder – og færre børn.

Alligevel har vi et system, hvor omkring 250.000 danskere reelt står uden adgang til barselsdagpenge, fordi reglerne kun spiller sammen med enten klassiske lønmodtagere eller klassiske selvstændige og ikke dem, der arbejder på tværs af flere job og indtægtskilder.

Det rammer især:

Iværksættere med flere indtægtskilder

Kunstnere og kreative, der kombinerer løn, honorarer og selvstændig virksomhed

Freelancere og kombinatører, der arbejder både som selvstændige og som lønmodtagere

Det betyder, at nogle risikerer at stå helt uden barsel, selvom de faktisk arbejder på fuld tid; bare i en lidt utraditionel struktur. Det synes jeg ikke er rimeligt.

Barselsalliancen (et bredt samarbejde af 21 organisationer) har fremlagt nogle konkrete forslag til at rette op på det – fx.:

Barsel baseret på samlet arbejdstid – uanset ansættelsesform

Barselsdagpenge beregnet efter samlet indkomst

Mulighed for at udføre nødvendige arbejdsopgaver uden modregning i ydelsen

Som konservativ mener jeg ikke, at vi skal lave særregler.

Jeg mener, at systemet skal afspejle virkeligheden og belønne dem, der tager ansvar og skaber værdi – uanset hvordan deres arbejdsliv er sat sammen.

Hvis vi vil have flere iværksættere, mere kunst og et samfund, hvor familie og arbejdsliv kan hænge sammen, så skal vores barselssystem også følge med tiden.

Det handler ikke om særbehandling – det er faktisk nok nærmere reglerne som de er nu – det handler om sammenhæng, retfærdighed og det samfund vi gerne vil forme.

Enhedslisten har glemt virkeligheden

Enhedslisten foreslår at nedlægge 1.000 parkeringspladser for at skabe plads til flere træer og udeserveringer.

Det lyder måske grønt og hyggeligt, men i praksis hænger det hverken sammen for beboere eller erhvervsliv.

For det første vil mange af de nye udeserveringer komme til at ligge på den anden side af cykelstien, ud mod en befærdet vej. Det bliver næppe særligt hyggeligt at nyde sin aftensmad mellem forbikørende biler og cykler.

For det andet har ingen af de omkring 100 berørte beværtninger fået mulighed for at blive hørt. Og ironisk nok ligger nogle af de spisesteder, Enhedslisten mener at “hjælpe” på Vesterbro. Det er jo fint, at Vesterbro-restauranter trives, men hvorfor skal Frederiksbergs erhvervsliv og beboere betale prisen?
Det er heldigt at TV 2 Kosmopol har fundet en beværtning på Værnedamsvej, der klapper i hænderne, for det er også præcis den vej noget dialog om forholdende ville være på sin plads.

For det tredje rammer forslaget også helt almindelige butikker: renserier, hvidevareforretninger og andre, der er afhængige af kunder, som kan parkere i nærheden. Det er netop her, man ser forskellen på erhvervsvenlig og erhvervsfjendtlig politik.

Og sidst men bestemt ikke mindst, så er der beboerne. I flere af de områder, hvor pladserne foreslås fjernet, er parkeringsbelægningen allerede over 100 procent om aftenen og natten. Mange kører i ring for at finde en plads – og nogle ender med at holde ulovligt, fordi der simpelthen ikke er alternativer.

Forslaget er pakket ind i træer og udeservering, men i virkeligheden vil en indførelse gøre hverdagen vanskeligere for både borgere og lokale erhvervsdrivende.

Du kan finde artiklen i FrederiksbergLiv her

Frederiksbergbusserne er snart gratis - men desværre ikke bedre

Frederiksbergbusserne er et vigtigt tilbud – særligt for vores ældre borgere. Og så er det de eneste busser, Frederiksberg Kommune selv har fuld indflydelse på.

Derfor burde de også fungere bedst af alle busser og være tilpasset dem, der rent faktisk bruger dem i hverdagen.

De nye busser, der blev sat i drift tidligere på året, er et grønnere valg – og det er positivt.

Men de er desværre blevet mindre ældrevenlige. Der er ikke plads til nok rollatorer, og det er blevet vanskeligere at komme ind og ud.

Det rammer netop den gruppe, som busserne er sat i verden for at hjælpe.

Fra næste år bruger vi to millioner kroner ekstra på at gøre Frederiksbergbusserne gratis. Meget sympatisk – men det løser slet ikke de reelle problemer.

For det nytter ikke, at busserne er gratis, hvis man ikke kan stige ind i dem.

Målgruppen efterspørger heller ikke gratis busser. Mange ældre har allerede pensionistkort og betaler i forvejen for både bus og metro gennem det.

De to millioner kroner kunne vi i stedet bruge på at lytte til brugerne og tilpasse busserne efter deres behov – med bedre adgang, mere plads til rollatorer og ruter, der dækker hele kommunen. Det er en forhandling med Movia værd.

Ruterne bør vi dog også tale om: Buslinje 37 er blevet nedlagt – på trods af stor modstand – og Frederiksbergbussernes ruter lavet om flere gange, så de kan nå deres rute på en halv time. For mange ældre (og os andre) betyder det desværre længere afstand til offentlig transport og færre muligheder for at komme rundt i egen by.

Et konkret forslag der ikke ville koste flere penge kunne være at lade busserne køre hver 45. minut i stedet for hvert 30. minut, så ruterne kan udvides til at dække hele kommunen.

Det ville give flere adgang til busserne, selvom turen tager lidt længere tid.

For det vigtigste er ikke, at turen er gratis – men at man overhovedet kan komme med.

Frederiksbergbusserne bør være grønne, tilgængelige og tilpasset de borgere, der faktisk bruger dem i hverdagen.

Se indlægget i Frederiksberg Liv

Vækstlaget er fødekæden i musiklivet

Så er jeg i Gaffa og jeg er mega stor

Jeg er så heldig, at jeg er blevet spurgt af Gaffa om et af mine yndlingsemner, nemlig Kulturpolitik – og hvad kan vi som kommunalbestyrelse gøre bedre.

Nu er det jo Gaffa der stille spørgsmålene, så derfor handler interviewet meget om musik (hvilket slet ikke gør mig noget)

Interviewet er bag betalingsmur, og den vil jeg ikke bryde – men I får lige ‘the gist’ her:

Musikken binder Frederiksberg sammen:

Jeg har selv sunget mig gennem store dele af Frederiksbergs kulturliv – fra DR Pigekoret i det gamle Radiohus til bestyrelsen i Musikhøjskolen i dag. Og de erfaringer har lært mig én ting:

Kultur er ikke pynt. Det er fundament!

Derfor går jeg til valg på at styrke musik- og kulturlivet – for børn, unge og voksne.

Jeg vil:

sikre bedre rammer for unge musikere og vækstlaget – med øvelokaler, små scener og en ny Kultur- og Musikskole bag konservatoriet (med god hjælp fra Radikale Venstre)

gøre flere kulturbevillinger permanente, så musiklivet kan planlægge langsigtet – noget jeg ved at gode kræfter i SF også kæmper for.

tænke kultur på tværs – fx i ældrepolitikken (demenskor, seniorkoncerter) og i skolen (morgensang, instrumentklasser og kor)

sikre, at alle børn – uanset baggrund – får adgang til musik og kultur

Festivaler, spillesteder og events gør Frederiksberg levende. De skal have gode vilkår – for de skaber både fællesskab, liv i gaderne og et stærkere lokalt erhvervsliv.

Lad os passe på den – og give den plads til at vokse.

Du kan læse artiklen her

Frederiksbergs ældre fortjener bedre!!

Sidsteplads! Nummer 98 ud af 98 kommuner. Det er den triste virkelighed, når det gælder de ældres tilfredshed med plejen på Frederiksberg.

”Når jeg bliver gammel” vil jeg ikke overlades til en kommune, der vender ryggen til de ældre. Jeg vil have værdighed, omsorg og tryghed. Det samme fortjener alle dem, der har bygget vores samfund op – og det får de ikke i dag.

For bare få år siden var Frederiksberg kendt for en stærk ældrepleje. Nu står vi tilbage med højere skatter og ringere kvalitet. Det er både chokerende og dybt uacceptabelt.

De ældre har krav på bedre – og jeg vil kæmpe for, at vi igen prioriterer kvalitet og nærvær i ældreplejen. Frederiksberg skal være et sted, man kan se frem til alderdommen – ikke frygte den. Vi kan simpelhen ikke være andet bekendt

Hvad tænker du selv, når du ser Frederiksberg på sidstepladsen?

Tryghed til Frederiksberg borgere

Valdemars dag - vi hædrer vores udsente - Frederiksberg Rådhus

Mit nok mest konservative forslag indtil nu

(i anledning af flagdagen for Danmarks udsendte )

Tryghed kræver planlægning – og et beskyttelsesrum er i virkeligheden en forsikring: Noget man håber aldrig at få brug for, men som giver ro og sikkerhed, hvis uforudsete hændelser rammer.

Jeg er bestemt ikke ude på at sprede frygt – jeg er ude på at tage ansvar:

Vi har i følge DR plads til 76,1% af borgerne i de beskyttelsesrum vi har. Men der er pt. ingen regler for hvor hurtigt de beskyttelsesrum skal kunne tages i brug. Det bør vi have.

Derudover bør vi addressere den 1/4 del vi pt. ikke har plads til:

Hospitalsgrunden er et af Frederiksbergs største byudviklingsprojekter i nyere tid. Netop derfor bør vi tænke beredskab ind fra starten. For beskyttelsesrum er ikke noget, vi kan hive op af lommen i morgen hvis vi lige står og mangler.

Og nu kommer det ‘geniale’: Vi kan lære af Finland!

I Finland er de førende indenfor beskyttelse og har planlagt rigtig meget til ‘dual use’. Deres beskyttelsesrum fungerer i fredstid som svømmehaller, sportshaller og parkeringskældre – og kan på kort tid omdannes til sikre rum for tusindvis af mennesker. Det er både praktisk, økonomisk ansvarligt og giver tryghed.

Jeg skulle hilse at sige fra det beredskabsmøde vi havde på kommunen for et par uger siden, at metroen pt IKKE kan bruges som beskyttelsesrum. Det vil også kræve en stor investering, hvis man skulle kunne det. Det ville ellers have været lige efter ‘dual use’ tankegangen.

Jeg ville ønske, at jeg kunne gå til valg på gratis daginstitutioner – sådan helt Oprah-style: “You get a car. You get a car. And you get a…. gratis daginstitutionsplads!”

Men virkeligheden er, at det ganske enkelt ville være alt for dyrt. Og selvom jeg ikke selv har børn, kan jeg godt se, at der er mange ting i hverdagen, der kan gøres bedre for børnefamilierne.

Et af de steder, hvor det virkelig gør en forskel, er sommerferielukningerne i daginstitutionerne. For hvem har egentlig fireugers ferie i træk?

Jeg kender i hvert fald ikke nogen.

Og derfor bliver forældre hurtigt afhængige af bedsteforældre, venner eller dyre pasningsløsninger – bare for at få hverdagen til at hænge sammen.

Frederiksberg skal være et sted, hvor daginstitutionerne giver tryghed og fleksibilitet, ikke bekymringer. Hvor familier kan få hverdagen til at fungere – og hvor vi skaber rammer, der giver mere ro og frihed i en travl hverdag.

Det er måske ikke så prangende som “gratis daginstitutioner til alle” – men det er realistisk. Og det er præcis det, vi tager med til budgetforhandlingerne: visioner, der handler om hverdagen. Om at gøre livet lidt lettere for alle – herunder børnefamilierne.

For det er i hverdagen, forskellen mærkes.